En køredag

Som noget relativt nyt er vi i Puffen begyndt at forsøge med faste køredage. Vi forsøger på at få lagt en køredag (lørdag) sådan ca. hver 3. måned.

Dagen starter tidligt, gerne ved 9 tiden, hvor vi er satser på en stille start. Så for at komme rigtigt i gang starter vi med lidt morgenmad indkøbt hos nærmeste bager og godt med kaffe.
Mens de sidste får tygget af munden, bliver der holdt et oplæg om dagens kørsel, som foregår efter en køreplan.

Så kan vi heller ikke vente længere og begynder at få alle de medbragte tog sat på sporene, inden vi ca. kl. 10 kan begynde at køre.
Kørslen foregår så alle kan være med og så tæt på køreplanen, som det kan lade sig gøre, dog kan et større antal afsporinger, kortslutninger eller sammenstød etc. godt afføde lidt godmodig drilleri, som dog hurtigt bliver besvaret i samme gode tone.

Omkring ved 13-tiden melder der sig en naturlig sult, og derfor er der indkøbt smørebrød som vi spiser, mens formiddagens kørsel diskuteres og eventuelt justeringer bliver gjort.

Når den sidste ostemad er spist, kan kørslen atter genoptages, indtil kaffen igen får al kørsel til at gå i stå igen ved tre tiden, hvorefter de første begynder at sive hjem over og der køres lidt mere efter eget hoved.